Tips til pletfjerning på tøj

Hvis der er pletter på dit vasketøj, skal du fjerne disse, inden du vasker tøjet i vaskemaskinen. Der er forskellige metoder til at fjerne diverse typer af pletter, dog er det vigtigt, at du afprøver på et lille stykke af vrangsiden på tøjet, om det kan tåle det pågældende pletfjerningsmiddel, som du har tænkt dig at anvende på pletten. Følg brugsanvisningen på pletfjerningsmidlet nøje og lad aldrig midlet virke længere, end der står angivet på produktet, da dette kan forårsage huller i dit tøj.

Fedtpletter

  • kan fjernes med ufarvet opvaskemaskemiddel, som påføres pletten, hvorefter tøjet lægges i en tætsluttende pose natten over. Vask derefter tøjet som normalt.

Tomat- og ketchuppletter

  • er ofte meget genstridige, da den røde farve er meget intens. Påfør derfor ufarvet opvaskemiddel på pletten med det samme, og gør som ved fjernelse af fedtpletter.

Stearin

  • kan fjernes ved, at du lægger et stykke køkkenrulle over pletten, og derefter stryger du med strygejernet direkte på stearinpletten, sådan at køkkenrullen vil suge stearinen, som bliver opvarmet. Vask herefter tøjet som normalt.

Tyggegummi

  • fjernes bedst ved, at tøjet lægges i fryseren til tyggegummiet er frossent. Herefter kan det skrabes af, og eventuelle tyggegummirester kan fjernes med rensebenzin, der påføres et stykke vat, som lægges under pletten til den er blødt op. Dernæst fugtes en klud med en smule rensebenzin, som duppes ovenpå pletten. Vask derefter tøjet i vaskemaskinen som normalt.